Vi bytter dine julegaver til og med den 15. januar

Vores Leverandører

Uden vores dygtige leverandører var der ikke noget laøhlé. Det er både en praktisk sandhed og en værdimæssig betragtning. For én ting er selvfølgelig, at det ofte er leverandørerne, og ikke os selv, der bringer vores designs til live - men laøhlé er også startet med afsæt i et ønske om at opbygge langsigtede og ligebyrdige samarbejder, med afsæt i et fælles værdisæt. Og når du kan møde leverandørerne her, handler det også om, at vi gerne vil vise, at der sidder rigtige, og ikke mindst dygtige mennesker bag dit tøj.

 

Vores leverandører er valgt på baggrund af deres håndværksmæssige faglighed, deres medmenneskelighed, sociale og miljømæssige initiativer, store fokus på dokumentation, og vores relationelle kemi. Tøjproduktion er en kompleks størrelse, med lange og grumsede værdikæder, og derfor er det vigtigt for os, at vi er fælles om at ville øge både gennemsigtigheden og ordentligheden.

 

Hvordan de hver især bidrager til laøhlé, kan du læse mere om herunder, og du er også velkommen til at tage et kig på vores Code of Conduct, som er den kontrakt, der ligger til grund for, hvordan vi samarbejder. Vores tyrkiske og indiske leverandører er i øvrigt formidlet af dygtige Sourcing House, der understøtter dem i at udvikle deres mange gode tiltag.

 

Det er vigtigt for os at understrege, at de i det følgende nævnte standarder og certificeringer er vores leverandørers, og altså ikke vores egne - og derfor finder du dem heller ikke nødvendigvis på vores produkter. Når vi vælger at inkludere dem, er det udelukkende fordi, vi synes, at det understreger, hvordan og på hvilket værdigrundlag vores leverandører opererer. Har du yderligere spørgsmål, er du desuden altid velkommen til at kontakte os.

 

Men for nu - mød vores skønne leverandører.